Træningskursus i frivilligt spejderarbejde

Livet her i Bhutan minder på nogle områder meget om det, man har derhjemme i Danmark. F.eks. at man bruger stort set alle sine weekender på spejderarbejde.

Øvelse i teamwork

Endnu et flueben på vores projekt-to-do-liste er sat. I dag har vi afholdt sidste del af det første ledertræningskursus i Community Based Scouting i Bhutans spejderhistorie.
Den store forskel på dette kursus og de seminarer vi har afholdt ude omkring i landet er, at dette er et kursus med hensigten at træne ledere (folk der allerede er (lidt) erfarne medlemmer) indenfor CBS, som herefter skal ud og starte nye spejderklaner op. Ledelseskurset betragtes vist i øvrigt som værende nogenlunde på niveau med det basale træningskursus som skolelærerspejderlejderne tager.

Pema har nået dinosaurstadiet i evolutionslegen

Kurset har løbet over de sidste to weekender, imens vi har været afsted på tur. I de foregående weekender har deltagerne lært en masse om fundamentale ting i spejderarbejdet og formaliteter som spejderhilsen, spejderloven, flagparrade mv. Noget vi virkelig ikke går ret højt op i i Danmark, så det har været spændende at se hvordan de på nærmest militaristisk vis har flagceremoni om morgenen med march og stå ret og alt muligt. Heldigvis har de også lavet nogle mere "spejderagtige" ting som f.eks. mad over bål, førstehjælp og de har været på hejk med overnatning i telt. Faktisk er jeg lidt ærgerlig over at vi ikke kunne være med til nogle af de andre træningsmoduler, det havde været rigtig spændende, men efterhånden begynder jeg også at fornemme, at vores tid her i Bhutan jo ikke er uendelig og ind imellem vil man godt lave noget lidt andet end at arbejde. Det er rigtig fedt at de har lavet nogle mere oplevelsesorienterede spejderaktiviteter med de nye CBS ledere, for det viser, at BSA et eller andet sted også ønsker, at Community Based Scouting ikke kun skal være samfundstjeneste, men også udviklende oplevelser for medlemmerne, et skridt i den helt rigtige retning, efter min mening.

Et projekt tager form

Dagens træningskursus stod på teamwork, hvordan man afholder gode og effektive møder og om projektledelse. Vi kunne godt mærke, at deltagerne her dels har været på træningskursus de to foregående weekender og dels at de har været spejdere før, for der var noget mere gang i dem og de deltog rigtig aktivt, så det var super fedt. Heldigvis virkede det også som om det øvrige BSAstaff, som afholdt træningskurset, var tilfredse med vores bidrag.

Afslutning og uddeling af tørklæde og diplom

Afslutningen på vores moduler blev en smule hektisk fordi der pludselig skulle være en halv time til at forberede afslutningsceremonien i. Den ret uformelle stemning der havde præget dagen blev skiftet ud med at hele staben fra kontoret farede rundt og organiserede borde, delte certifikater ud til deltagerne for efterfølgende at samle dem sammen igen. Der skulle jo gøres klar til afslutningsceremonien, hvor Director for Department of Youth and Sports var æresgæst. Det var lidt sjovt hvordan der skulle sættes en særlig fin stol frem for bordenden og alting skulle være helt på plads til han kom. Da director så endelig ankom og den formelle stemning for alvor bredte sig bad han os allesammen om at lave en lidt mere uformel tone og blive siddende. Hvorvidt det var fordi vi danske ungdomsledere var der og han ikke vil virke for stiv overfor os eller om han generelt er lidt træt af den der meget formelle tone kunne vi ikke rigtig lure. I hvert fald virker det generelt som om det passer ham fint at være et respekteret overhoved for DYS som er hævet over medarbejderne. Selve afslutningsceremonien blev heldigvis ikke så langtrukken som vi havde frygtet og var egentlig meget fin. Der var lidt opsummering på de forskellige emner der var blevet gennemgået på kurset, en kort refleksionstale fra en af deltagerne og så fik alle deltagerne tildelt et diplom og et BSAtørklæde. Vi fik også et diplom for at have bidraget som undervisere på kurset, vældig fancy med krummeluremønster på fint papir, lamineret og alting.

"Lejrbål" med sanglege

Efter afslutningen var der "lejrbål". Eller dvs. at de vist syntes det var for koldt til at være udenfor til et rigtigt lejrbål, så lejrbålet blev til nogle stearinlys på et bord i kantinen. Det var nu meget hyggeligt alligevel og vi sang og dansede en del bhutanesiske danse. Vi sluttede af med en fælles middag, som (selvfølgelig) bestod af ris med tilhørende chili. Lige efter middagen var der opbrudsstemning. Noget der er ret anderledes end i Danmark hvor vi jo gerne bliver hængende længe efter vi har spist til et middagsselskab, men det er altså ikke kutymen her i Bhutan. Det var nu også fint nok ikke at komme for sent hjem, for jeg må sige at jeg er en lille smule træt efter næsten to ugers rundtur og så direkte hjem og afholde træningskursus. Nu godnat fra Bhutan!

Roadtrip og mere spejd til flere

Jeg fik vist taget lidt for tidligt forskud på begejstringen over vores penges endelige ankomst i sidste uge… Trods lovning på, at vi kunne få udbetalt vores penge tirsdag morgen fra den indiske bankmand, så fik vi os en noget lang næse, da vi stod dernede kl. 9 med alle vores ting pakkede i bussen, klar til at tage af sted. For tilsyneladende manglede de stadig en-eller-anden SWIFT-oplysning fra England før vi kunne få pengene og den kunne vi ikke få før England ville åbne om eftermiddagen. Øv! Så vores tur blev udskudt endnu engang. Tirsdag eftermiddag lykkedes det os dog at hæve en ordentlig gangsterstak penge (det bliver til noget, når penge til alle udgifter på turen for os fire ungdomsledere bliver udbetalt i 50-kroneseddelstørrelse!).

Jeg vil lige skynde mig at beklage den rodede billedopstilling i dette indlæg. Jeg har forsøgt at uploade en masse billeder fra vores tur, men det tager simpelthen så lang tid, at nu opgav jeg at vente på alle billederne, så dem der nåede at blive uploadet kom med, resten vil jeg (måske) tilføje når vi kommer tilbage til en mere stabil internetforbindelse.

Sne på vejen i et af de høje pas

Onsdag gik turen endelig østpå. Det var rigtig fedt endelig at komme afsted, om end det var en noget lang tur. Efter omkring 12 timers kørsel på den eneste hovedvej gennem landet kom vi til Bumthang, næsten halvvejs gennem Bhutan. Konceptet "hovedvej" er noget anderledes end i Danmark… Vejen snor sig langs med bjergsider og svarer til en mindre, gammel landevej i Danmark. Der er masser af huller, skarpe sving og mange hundrede meters skrænter lige ved siden af vejen. Interessant oplevelse, og jeg er glad for at maveindholdet blev på sin plads. Det kan vi vist takke vores ret forsigtige chauffør for.

Kaila Guesthouse i Bumthang

Vi overnattede på et virkelig hyggeligt hotel. I Bumthang er der rimelig koldt og meget skov, så på værelset var der en brændeovn, som der blev tændt op i. Efter aftensmaden var ilden dog gået ud og spejderpigen måtte i sving for at der igen kunne komme lidt varme i rummet. Det var rigtig rart, man kommer sådan til at savne at lave bål, når man nu for tiden mest er processpejder :-)

Hurra for bål :-)

I Bumthang er en af deres specialiteter boghvedepandekager. Dem, der kender mig bare lidt ved, at pandekager hører til blandt mine favoritter og at boghvede er en central del af min daglige kost i Danmark, så jeg var i mit es med pandekager til både aftensmad og morgenmad og med bål ind imellem.

Landskabet i ema datsi-pausen

Torsdag gik turen videre mod Trashigang, vores endelige mål. Vi kørte hele dagen, gennem flere bjergpas med sne ad den snoede bjergvej. Vi kom forbi flere af Tenzins onkler og tanter på vejen, var inde og spise ris med ema datsi (chili med ost, Bhutans nationalret) og boghvedepandekager.

Turens højeste pas med udsigt over bjergene

Senere kom vi forbi en anden tante som forærede os appelsiner hun selv dyrkede og solgte ved vejen.

Frodige majsmarker i øst

Efter turens højeste pas på ca. 3800 meter begyndte landskabet at ændre sig. Det blev meget frodigere med majsmarker, blomster, appelsintræer og bananpalmer over det hele. Det var ret tydeligt at se, at klimaet i den østlige del af Bhutan er meget varmere, noget vi har set frem til at opleve efter det er begyndt at blive rimelig koldt i Thimphu, især om natten.

Fine kager! Desværre smagte de ikke ret godt

Ved ankomsten til Trashigang mødtes vi med Sonam, som er leder af det lokale ungdomscenter, tidligere CBS spejder i Thimphu og meget ivrig efter at få startet Community Based Scouting ordentligt op i Trashigang.

Fredag formiddag mødtes vi på Youth Centre for at gøre klar. Det er en afdeling under undervisningsministeriet hvor de lokale unge har mulighed for at bruge computere, spille forskellige spil og låne en masse bøger. Og så har de mødelokaler som står til rådighed for de unge. Det er et ret fint sted, og Sonam som er leder af det er en meget ernergisk fyr.

På besøg på Sherubtse College

Efter klargøring til seminaret tog vi på besøg på Sherubtse College, en af de eneste offentlige universiteter i Bhutan. Her er en ivrig rovertrop og det var her  der var 3rd Rovers' Adventure Camp i sommer, hvor der var en hel flok danske spejdere med. Det var rigtig fedt at mærke entusiasmen blandt spejderne/ de studerende her. Flere af dem ville gerne have deltaget i vores seminar i weekenden, men da de pt. er midt i eksamensperioden var der desværre ikke nogen af dem der havde mulighed for det. Vi fik en større tur rundt på universitetet og fik også lov at se hvordan nogle af de studerende bor. Det lignede meget et dansk efterskoleværelse, dog selvfølgelig med bhutanesisk indretning. F.eks. hænger der her idolbilleder af kongen og dronningen, som der ville hænge plakater med popidoler på ethvert dansk teenageværelse.

Udsigt over Trashigang, klemt ned mellem bjergene

Lørdag morgen gik seminaret i luften. Vi fornemmede, at det nok havde været et særtilfælde af pligtopfyldende deltagere i sidste uge, hvor de fleste var skolelærere og derfor vandt til at komme til tiden og til hele undervisningskonteksten. Denne gang oplevede vi konceptet "Bhutan Strechable Time", BST, som vi har hørt omtalt meget ofte… Deltagerne kom dryssende lidt hen ad vejen og det var rimelig svært at forklare dem at vi syntes det var vigtigt at overholde tiden. Det er de virkelig ikke vandt til! Deltagerne var også meget generte, især i starten. Og så er det virkelig med at føle sig frem med hvad der kan lade sig gøre at lave af aktiviteter. Vi har på begge seminarer startet ud med at lege en leg vi har lært at vores ugandiske venner fra ungdomslederkurset med DUF. Den indebærer at man skal bevæge sig så fjollet man kan komme i tanke om. De bhutanesiske deltagere synes det er rigtig sjovt, men også meget pinligt at skulle være den der "gakker for" og laver bevægelser som de andre skal efterligne. De lod dog til at have fået en god oplevelse ud af det og at de har fået inspiration til at lege lege ind imellem.

I løbet af lørdag fik vi besøg af Signe og hendes gruppe af danske turister, som gerne ville forbi og se hvad vi som danskere laver her i Bhutan og hvad spejder i Bhutan er for noget. Det var rigtig hyggeligt, og både deltagere og turister fik sig nogle fine snakke på tværs af kulturer.

Vi var så privilegerede at den assisterende distriktsundervisningschef (ADEO, også kaldet "Another Deadly Eating Officer" i daglig tale) var med på seminaret, så da programmet var overstået lørdag inviterede han os på rundvisning i den lokale dzong, hans arbejdsplads. For tiden er munkene som bor i dzongen ved at øve sig til den forestående festival, så de var i fuld gang med at øve krumspringende dansemoves, hvilket var vældig underholdende at se. Vi fik den helt store tur rundt i dzongen og så de fleste forskellige bedehaller og klosterrum. Et bestemt rum var forbudt for kvinder, så Choki og jeg måtte pænt vente udenfor. Nikolaj har dog fortalt, at der på væggen inde i rummet hang en masse våben. Der var både gamle våben, som stammer fra tidernes morgen hvor dzongen blev brugt som forsvarsværk for lokalområdet, men til Nikolajs store overraskelse hang der også moderne automatvåben, hmm… Der var selvfølgelig munke over det hele, selv en lille purk på omkring fem år i sin røde munkedragt mødte vi. Vi fik også lov at kigge ind på et af værelserne, hvor der bor to munke. Det er eftersigende kun de højererangerende munke der bor på tomandsværelser, de andre bor på større sovesale. Værelset var meget sparsomt indrettet med to træbænke med tynde måtter på som senge og så ellers et par billeder af kongen på væggen, et skab til deres munketøj og nogle buddhistiske sager de bruger til at bede med. At gå rundt i klosterdelen af dzongen er lidt som at bevæge sig rundt i Den Gamle By med levende museum. Det er utrolig gamle bygninger, og man føler at man går rundt i en verden der ligger mange hundrede år tilbage. Eneste forskel er, at det her altså er rigtigt nok, det er ikke bare nogen der har klædt sig ud og går hjem kl. 17 når museet lukker…

Søndag fortsatte vi med anden og sidste dag af seminaret. I forbindelse med at vi skulle dele deltagerne op i nye troppe som de skal starte nu her blev der rejst forslag om at der skulle være en distriktsledelse (svarende til vores divisionsledelse derhjemme) som kunne samle trådene og holde hånd i hanke med om der sker noget i de forskellige troppe. Så det måtte vi lige inkorporere i vores program, at der også blev fundet sådan en. Vi forestillede os at der skulle være en form for demokratisk valg eller at Sonam som var ansvarlig for seminaret fra Trashigang måske ville starte som leder og så kunne de etablere en mere permanent ledelse når det hele er lidt mere etableret. Men sådan skulle det ikke være. Deltagerne opsatte nogle kriterier for de forskellige poster og så blev der udpeget en, som skulle have den post. Det var et lidt underligt system, og vi undrede os især over at noget af det vigtigste var personens position i samfundet, ikke personens engagement i spejderarbejdet. Vores forståelse af det hierarkiske system her er dog blevet bedre efterhånden, så det giver god mening at vælge en person med meget magt i samfundet, altså en højt placeret stilling, for så er vedkommende også mere i stand til at få ting gennemført generelt.

 Vi var lidt spændte på hvad deltagerne egentlig havde fået ud af det hele, for der var ikke specielt meget respons i løbet af seminaret. Men deres afsluttende evaluering var rigtig positiv og der virkede til at være fint med engagement blandt dem til at starte det nye CBS arbejde i Trashigang. Vi håber i hvert fald på det bedste for dem.

Søndag aften besøgte vi Tenzins brors kone. Det er ikke hans rigtige bror, men en han har boet sammen med imens han læste i den sydlige del af Bhutan. Familiebåndene her er lidt svære at holde styr på, så Tenzin har onkler, tanter, brødre, fætre osv. over hele landet. Brorens kone bor i Trashigang med sin et år gamle datter imens hendes mand bor og arbejder i Paro, altså i den anden ende af landet, ca. to dages rejse væk. Hun arbejder i banken og er blevet forflyttet til Trashigang for ni måneder siden (altså med en tre måneder gammel baby) fordi de manglede folk der. Det er et rimelig hard-core system, hvor folk bare bliver flyttet efter firmaets forgodtbefindende. Heldigvis får hun vist lov at blive forflyttet til Paro om tre måneder, så de kan få samling på familien igen.

Aftensmaden fik vi sammen med Signe og hendes turister på deres hotel. Det var rigtig hyggeligt, om end maden var lidt kedelig. Vi er vist ved at vænne os til den stærke mad, så mad der ikke indeholder så meget chili smager efterhånden ikke rigtig af noget. Dog fik vi pasta, hvilket vi ikke har fået i mange uger nu, så det var helt rart med lidt adspredelse fra ris med chili. Nu lyder det lidt som om vi ikke spiser andet end ris med chili herovre. Det er ikke helt rigtigt. Choki spiser slet ikke chili, så hun får for det meste lavet en særlig "curry" (sammenkogt ret) uden chili. Det må jeg sige at jeg nyder rigtig godt af, for så slipper jeg også at få svitset smagsløgene fuldstændig hver gang jeg skal have noget at spise. Jeg er dog blevet bedre til den stærke mad, men jeg vænner mig nok aldrig til bhutanesiske chilimændger.

Clocktower Square i Mongar

Frugt- og grøntsagsudsalg ved vejen

Mandag morgen drog vi tilbage mod Bumthang, hvor vi er landet her til aften. På vejen kom vi forbi en lidt større (men stadig lille) by, Mongar. Her fik Tenzin handlet noget chili på det lokale marked og vi andre fik set os lidt omkring. Jeg bemærkede især "Clocktower Square", den centrale plads i byen. Det mindede mest af alt om en meget lille park. Og så gik der køer rundt og græssede midt i det hele. Desuden var der ikke noget ur på "Clocktower", hvilket nok meget godt passer sammen med BST - Bhutan Strechable Time, hvor den præcise tid jo ikke er så vigtig!

Vi er igen indlogeret med autentisk spejder-room-heater, noget især Choki har set meget frem til. I morgen står den på sightseeing i Bumthang. Det bliver helt rart at lave noget andet end at arbejde og køre i bus.

Send flere penge… Og lidt om udbredelse af spejderarbejdet

Endnu en uge er gået i Bhutan, og endnu en gang er vores forandringsparathed blevet udfordret.

Ifølge tidsplanen skulle vi have været afsted på vores rundtur i Bhutan for at sprede det gode budskab om Community Based Scouting i onsdags. Desværre har vi haft en del udfordringer med at få transporteret penge fra Danmark til Bhutan. Det er ikke muligt at bruge internationale kreditkort i Bhutan, ikke så vidt vi har fundet ud af i hvert fald. Måske kan man bruge et mastercard i nogle hæveautomater, men et sådant er vi ikke lige udstyret med. Vi havde forventet, at den største udfordring skulle blive at få oprettet en bankkonto her i Bhutan, men det blev som beskrevet i et tidligere blogindlæg ikke det store problem. Overførslen af penge, derimod, sikke et cirkus! Vores gode ven Mikkel fra korpskontoret hjemme i Danmark har været en meget stor hjælp i hele processen og har forsøgt virkelig mange forskellige ting for at få det til at lykkes. Vi er nu efterhånden ved at have forstået proceduren: Pengene skal overføres fra Danmark til en bank i Tyskland. I denne bank er der så en indisk bank i England som har en konto. Den indiske bank i England skal så tjekke deres konto for at se, om der er gået penge ind på den. Så skal de overføre pengene til England, hvorefter pengene skal overføres videre til en afdeling af den indiske bank i Indien, som så sender pengene videre til vores konto i den indiske bank i Bhutan… Mit indtryk er, at dette system er meget indisk! Så selvom det er meget fint, at Indien støtter Bhutan økonomisk og på mange andre områder, så synes jeg måske at de ikke behøvede at lade sig inspirere så meget af Indien lige på dette område...

Tirsdag aften listede jeg mig med til en meditationstime afholdt af en engelsk lama som bor her i Thimphu. Faktisk bor han nede på Ambient café, det mest Starbucks-agtige sted i hele Bhutan. Desværre kom jeg for sent (derfor skulle jeg liste ind), fordi de havde ændret i tiderne. I Bhutan har de ikke sommer- og vintertid, til gengæld arbejder de en time mindre om vinteren. Det er lidt svært at finde ud af, for det er kun nogle steder, det gælder. Det giver også en meget kort eftermiddag, når man pludselig kun har kontortid 9-13 og 14-16 og ikke til 17 som tidligere. Alt andet lige var det en virkelig god oplevelse med en times meditation ovenpå en lang arbejdsdag og en lille smule stress over det her med pengene. Og tirsdagsmeditation er bestemt noget jeg vil genoptage når vi kommer tilbage fra tur. Forhåbentlig kan jeg give en lidt mere reflekteret beskrivelse efter næste lektion.

Bagenden af lastbil med køer, på vej til Punakha

Trods mange besøg i banken, opkald og mails i stride strømme til Danmark, England, Tyskland og Indien var vores penge heller ikke at spore hverken torsdag eller fredag, suk! Fredag morgen blev det dog besluttet, at vi kunne tage til Punakha, som ligger relativt tæt på Thimphu, kun tre timers kørsel, for at afholde det første seminar her i weekenden.

Vi ankom til Punakha fredag aften, fik lidt at spise og blev indlogeret på et lokalt hotel af ægte bhutanesisk standard. Hotellet var som sådan fint nok, dog med rigelig udluftning, noget af glasset i vinduerne på værelset manglede og på badeværelset var der kun et gardin, ikke noget vindue.  Punakha er noget varmere end Thimphu fordi det ligger meget lavere, så det gjorde ikke så meget, at værelserne var velventilerede. Det vil sige altså lige bortset fra at der så var rimelig mange myg og at hundenes gøen fra gaderne trængte ret godt ind. Vi beder lidt til den lokale lama for at det ikke er malariamyg, der bor i Punakha, men så vidt jeg husker er de kun i den sydlige del af Bhutan. Trods den gode udluftning lugtede der temmelig meget af skimmelsvamp på badeværelset, men der var både et rigtigt toilet og en bruser, så ingen smalle steder her. Og så er jeg ved at vænne mig til, at der piler kakerlakker henover bordet når man spiser, og indimellem også henover sengen. Soveposen bliver rystet godt inden jeg putter mig i den, kan i tro.

Den midterste af de tre gader i Punakha

Punakha betragtes af bhutaneserne som en stor by, på trods af at den består af ca. tre halvstore gader og nogle omkringliggende landsbyer, det er det hele. Udover det har Punakha så også den vigtigste dzong, som for bhutaneserne har en ganske særlig betydning. Dzongen ligger lige hvor to floder mødes - kvinde- og mandefloden, symboliserer det.

Punakha Dzong og floderne, der mødes

Det er et rigtig smukt sted, og man ser tydeligt hvordan den brede, rolige kvindeflod møder den smallere og mere vilde mandeflod i en smuk forening. Det er i denne dzong at kongen og dronningen for nylig blev gift, og her alle de vigtigste ting i Bhutans historie har deres udgangspunkt. Vi fik også fortalt, at det har taget lidt overhånd, så selv en lancering af en ny reklamefilm nu ofte finder sted ved Punakha Dzong, lidt overdrevet, men det er stadig et rigtig flot sted.

Gruppearbejde med engagement

Lørdag morgen startede vi vores seminar. Der var mødt 18 glade deltagere op, hvilket vi synes var rimelig pænt, eftersom de først fik at vide at vi ville komme og holde seminar i sidste uge. Egentlig var det meningen at vi skulle have afholdt seminaret i nabobyen Wangdue, men Distrikts Undervisningschefen var ikke hjemme, og så kunne det ikke lade sig gøre. Så som alt andet vigtigt i Bhutan startede vi vores promovering af Community Based Scouting i Punakha.

Præsentation af konceptet frivillighed

Deltagerne var meget engagerede i løbet af seminaret, og vi synes at det gik rigtig godt. På seminaret kom vi omkring emner som "Fundamentale spejderprincipper", "Hvad vil det sige at være frivillig", "Hvordan motiverer vi vores medlemmer", "Teamwork og samarbejde" og en basisindføring i projektstyring. Det var et tight program, men vi fik god feedback fra deltagerne, som virkelig følte at de havde lært rigtig meget i løbet af de to dages seminar. De var også meget ivrige efter at komme i gang med spejderarbejdet og med at forme nye CBSgrupper i Punakha. Det var en virkelig god oplevelse at se deres engagement, og jeg glæder mig allerede til at se hvad de får udviklet, selvom det nok først bliver indenfor det næste halve år.

Samarbejdsøvelse "stå på papiret"

Deltagerne på seminaret var primært skolelærere, som jo har set skole-spejdere i aktion tidligere og var meget nysgerrige på hele spejderkonceptet, som de fleste af dem ikke kendte så meget til i forvejen. Iblandt deltagerne var der dog også flere Gilwellspejdere, så man kan roligt sige at det var en broget flok, i hvert fald hvad angår spejdererfaring. Noget vi har lært i løbet af weekenden er, at bhutaneserne er meget ordentlige mennesker. De vil gerne forstå alting helt korrekt inden de går i gang med en opgave, og så er de ikke så fjollede som danske spejdere tit er. Vi startede dagen med en sjov bevægelsesleg, hvor man skal finde på fjollede bevægelser som de andre skal efterligne. Heldigvis var de med på idéen, og det gav en god energi at starte dagen på. Senere legede vi den klassiske evolutionsleg, som de også var helt vilde med. Det er meget fedt at komme til et så anderledes land, for det er relativt nemt at hive en leg ud af ærmet som danske spejdere har leget tusindvis af gange og så synes de bare det er vildt sjovt og meget nyt. Vi fornemmede dog også at de helst ville lege indenfor. I første omgang var undskyldningen at det var meget støvet udenfor, men vi fandt senere ud af at det vist mest havde noget at gøre med at skolelærere og skolerektorer fra lokalområdet helst ikke ville ses gakke rundt på gaden foran hele byen. Vi accepterede deres ønske og fandt på lege de kunne lege indenfor.

Lørdag efter vi havde afsluttet første del af seminaret kørte vi en tur ud til dzongen. Desværre var der lukket, så vi håber meget at vi får mulighed for at besøge Punakha igen inden vi skal hjem. Nu har vi jo også fået os nogle nye spejdervenner der, som vi kan besøge.

Søndag startede vi lige med en lille strømafbrydelse, som gjorde det umuligt at bruge de fine Power-Point slides vi havde forberedt til seminaret. Vi besluttede dog at fortsætte uden, hvilket nok var meget godt, for strømmen kom ikke tilbage inden vi sluttede seminaret om eftermiddagen.

Mere gruppearbejde, nu i mørke

Det var lidt udfordrende ikke at have sine slides at holde sig til, men jeg fik da pudset mine tegnefærdigheder af ved at tegne figurer på plakater og vi måtte give lidt ekstra i entusiasmen for at holde deltagernes opmærksomhed i det halvmørke lokale. Men det gik jo alt sammen, jeg håber bare for befolkningen i Punakha, at de har fået deres strøm tilbage… Lige da vi havde afsluttet seminaret kørte vi tilbage til Thimphu. Vi gjorde os klar til måske at tage af sted mandag morgen, indstillingsparate som vi jo efterhånden er blevet af at være her i Bhutan.

Glade nye CBS-spejdere efter et vellykket seminar

Mandag morgen var der så desværre stadig ikke kommet nogen penge. Så vi fik evalueret på weekendens seminar og lavet justeringer så vi gerne skulle være klar til næste weekends seminar i Trashigang. Og jeg tør godt sige nu, at det bliver i næste weekend, for i eftermiddags lige inden banken lukkede fik vi den gode besked, at vores penge nu er synlige i den indiske bank i England, og så kan vi godt få udbetalt dem i morgen og drage afsted østpå - hurra! Det er absolut i sidste øjeblik da det tager 2-3 dage at køre helt derud hvor vi skal være. Det er rimelig vildt set i lyset af at Bhutan altså er på størrelse med Danmark, at det tager så lang tid at komme fra den ene ende til den anden. Men sådan er det med snørklede, hullede bjergveje hele vejen. I hvert fald bliver det noget af et eventyr, som vi glæder os meget til at påbegynde.

Jeg skal prøve at holde bloggen opdateret, men det er noget tvivlsomt om der er internet derude østpå i Bhutan. Så om ikke andet hører i mere når vi er kommet tilbage igen om 1½ uges tid.

"Another day at the office", chilliphygge og mere bhutanesisk gæstfrihed

Så er endnu en uge gået på kontoret her i Thimphu.
Det begynder efterhånden at blive hverdag, og vi er ved at have vænnet os til arbejdet hos BSA.

I denne uge har vi planlagt det CBS træningskursus, hvor vi skulle have afholdt første modul, som vi ungdomsledere er ansvarlige for, her i weekenden. Vores input til kurset handler om teamstruktur, om hvordan man arbejder i et team og om projektledelse, som danske spejdere (tilsyneladende) er eksperter i og som vi har arbejdet en del med på vores ungdomslederkursus med DUF.

Det er spændende, men også udfordrende at planlægge træningsmoduler til bhutanesiske spejdere, fordi de jo lever i en helt anden kontekst og har en helt anden baggrund for at arbejde i grupper og med projekter, end vi er vandt til fra danske spejdere. Det tvinger os til at prøve at tænke ud af boksen og finde på nye indgangsvinkler til arbejdet. Men det er fedt ind imellem at skulle vende sine erfaringer lidt på hovedet og se på dem på en ny måde. Forhåbentlig noget vi kan lære en masse af og bruge fremover i stedet for altid at "gøre som man plejer". En anden udfordring er, at da CBS jo er for spejdere udenfor skolesystemet, har en del af CBS spejderne ikke gået så meget i skole, så de kan hverken tale engelsk eller læse og skrive. Sprogforskellene kan vi komme omkring ved at Tenzin og Choki oversætter, men jeg synes det er en virkelig stor udfordring at arbejde med nogen, der ikke kan læse og skrive. Jeg selv har jo kunnet læse siden jeg var syv år gammel, så jeg kan slet ikke huske, hvordan man arbejder uden at skrive noget ned eller læse en beskrivelse. Så det bliver rigtig spændende at se, hvordan det udvikler sig. Heldigvis er husmødreklanen, som er den primære del af dem, der er analfabeter, den mest aktive klan i Thimphu og de er meget entusiastiske, har vi hørt, så deres motivation for at lære kan forhåbentlig hjælpe os lidt på vej.

Vi knoklede hele ugen for at blive klar til weekendens kursusmodul, men torsdag blev det alligevel besluttet at udsætte kursets start med en uge, og vores del til sidste weekend i november, hvor vi er tilbage fra rundtur i landet. Omstillingsparatheden er noget vi prøver at vænne os til. Generelt er der ikke så mange ting, der bliver planlagt meget lang tid i forvejen. Bare et møde i næste uge kan være svært at få i stand, for hvad nu hvis dem der skal deltage i mødet, ikke er der? Og så holder vi mødet, når chefen siger det, og så kan folk godt der. Vi begyndte at blive lidt bekymrede for deltagerne, for kan de bare sådan ændre deres planer med så kort varsel? Men tilsyneladende er det en større udfordring af få dem til at melde sig til alle modulerne, fordi det er jo lang tid frem i tiden (en hel måned), end at sige, at de kan komme i weekenden.
Det kan være lidt svært at sætte sig ind i, når man kommer fra et strukturfreakland som Danmark, hvor alting helst skal planlægges flere måneder i forvejen, men omvendt efterlyser man jo også tit spontanitet i sin hverdag derhjemme. Så spontanitet: vær så god!
Den øvrige planlægning af CBSkurset er i fuld gang. BSA har rigtig mange gode idéer og de er meget ambitiøse, så det er rigtig fedt at være med til at udvikle deres nye kursus. Fordi det er et helt nyt koncept med træning til CBS, som jo er baseret på frivillighed, er der rigtig mange ting at tage hensyn til. Det er vigtigt for BSA, at dem der afholder modulerne har de rette kvalifikationer og har taget de rigtige kurser, så de ved, hvad de snakker om. For vores vedkommende er det kvalifikationen at være dansk spejder, der tæller. Det er i hvert fald det, de går mest op i, og ikke så meget, hvilke kurser vi har deltaget i.
Vi har prøvet at skabe en dialog omkring, at det måske ikke skal være det eneste kursus, der tilbydes. For som det er ligenu, vil de rigtig gerne træne CBS lederne i alle aspekter af spejderarbejdet, på fire weekender. Set fra en dansk synsvinkel, hvor jeg deltog i mit første PLankursus da jeg var 13 og har været på en lang række af kurser siden, virker det lidt urealistisk, at det skulle kunne lade sig gøre. Men det er fedt, at de er så ambitiøse, det viser også, at det er vigtigt for dem, at der kommer noget kvalitet ind i CBS.

Forresten blev der på ugens møde taget en principbeslutning om, at det skal hedde CBS - "Community Based Scouting", og ikke CS - "Community Scouting", hvilket der har været en del begrebsforvirring omkring. Vi synes, at beslutningen er rigtig god, da "Community Scouting" lidt lyder hen ad samfundstjeneste, som vi ikke rigtigt er tilhængere af, skal være det eneste indhold i spejderarbejdet udenfor skolerne. Så kan vi bedre lide "Community Based Scouting", da det mere beskriver, at spejderarbejdet er funderet i samfundet og ikke i skolen.

I løbet af ugen blev der også tid til et aftensmadsmøde med en delegation fra Naturhistorisk Museum i Århus, som skal lave en udstilling for nationalmuseet i Paro. Det var rigtig hyggeligt at mødes med den danske flok og høre om, hvad de arbejder med herovre. Vi havde kontakt til gruppen fordi den gode Århusspejder Henrik Sell var med, hurra for spejdernetværk :-)

Eftersom vi pludselig ikke skulle lave træningsseminar i weekenden havde vi masser af tid til at lave noget andet. Heldigvis foreslog Signe, at vi kunne tage på cykeltur. Lørdag morgen tog vi afsted. Vejret var lidt tvivlsomt, men med en god skaljakke skal der mere til at stoppe os. Vi cyklede mod Paro ad hovedvejen. Det kunne klæde den med en cykelsti, men det har nok lidt lange udsigter, for så mange cyklister er der heller ikke i Bhutan. I en lille landsby svingede vi væk fra hovedvejen og startede vores eventyr ind i en dal. Vi følte virkelig, at vi var kommet på landet. Vi cyklede langt ud ad vejen, gennem små landsbyer, fantastiske bjerglandskaber, skov og langs en flod. Vi var derude, hvor måbende børn vinkede til os og det virkede ikke som om de havde set så mange hvide mennesker før. På trods af, at vi virkelig følte, at vi var langt væk fra alting, er det altså ikke ret langt væk fra Thimphu, det var ret sjovt at opleve. På tilbagevejen tog vi den gamle hovedvej som er noget længere, men mindre trafikeret end den nye. Denne tur giver en flot udsigt over hele Thimphu by, og var bestemt de ekstra bakker og sving værd. Det var en rigtig hyggelig og dejlig tur, og forhåbentlig bliver det ikke sidste hyggelige cykeltur under vores ophold her.

Da vi var kommet tilbage fra cykelturen ringede vores gode ven Sangey Dorji, ham med alle filmene. Nu var hans kone kommet hjem fra hindufestival, og han ville derfor gerne invitere os på middag. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Det blev en rigtig hyggelig aften med delvist "candle light dinner", da strømmen i hele Thimphu lige pludselig gik. Her kommer fordelen ved gaskomfur ind i billedet, så kan man nemlig sagtens lave varm mad, selvom der ikke er noget strøm - smart. Vi så nogle flere af hans film, også nogle uredigerede fra deres tur til Tyskland, og det dannede baggrund for en masse snak om Europa, Bhutan og de forskelle der af og til er. F.eks. havde de undret sig meget over konceptet dørtelefoner, og aldrig helt forstået, hvordan de virker. Når døren sagde summe-lyd turde de ikke røre ved den af frygt for at få stød. Når summelyden stoppede kunne de ikke åbne døren. Det giver indblik i, hvordan vores systemer kan være ligeså mærkelige og svære at forstå, som når vi synes det er svært at forstå, hvem der skal holde tilbage for hvem i en rundkørsel, når der ikke er nogen hajtænder.

Da vi kom hjem igen blev vi dog forvissede om, at vi synes, at vores eget dørsystem er smartere end det bhutanesiske. Hoveddøren var lukket, indefra, og så kan man altså ikke komme ind! Vi fik vækket vores udlejer, som kom ud og åbnede for os og undskyldte meget. Måske vi lige skal finpudse vores aftale lidt for en anden gangs skyld...

I dag har jeg lavet absolut ingenting. Eller dvs. jeg har tilbragt dagen i sengen i selskab med en maveinfektion af en art, bestemt et mindre rart bekendtskab, som jeg gerne havde været foruden! Forhåbentlig forlader sygdommen snart min krop, så jeg er klar til at starte næste uge, mere frisk.

Jeg skal beklage, at der ikke er nogen billeder i dette indlæg, men internettet driller lidt. Jeg skal nok tilføje nogle, når jeg (eller Nikolaj...) får løst problemet.

To skridt frem, og et tilbage...

Så er endnu en uge på BSAkontoret gået. I denne uge har vi stiftet bedre bekendtskab med det organisatoriske system i Bhutan. Nogle ting går lidt trægt, men vi lærer en masse om kulturen og prøver at tilpasse os til de anderledes arbejdsomstændigheder her i Bhutan.
Vi arbejder stadigvæk på højtryk med at planlægge de træningskurser, som vi skal lave for CS ledere her i Thimphu og de CS seminarer, vi skal lave for nye medlemmer i Wangdue og Trashigang på vores rundtur i landet.

Nikolaj og Tenzin på det lille CS kontor

Vi er ved at have nogenlunde styr på de overordnede rammer for de forskellige kurser, og have fordelt ansvaret mellem os og de andre bidragsydere. Det er så her, det særlige system i Bhutan træder ind. Hver gang vi har planlagt noget, forelægger vi det for Rinchen, som er kontaktperson for CS på BSAkontoret. Han tager så vores arbejde med videre til Dorji, det behøver han egentlig ikke, men hun er ret erfaren på kontoret, kender procedurerne lidt bedre og kan derfor rette de værste ting til inden arbejdet tages med videre til chefen for BSA, Karma. Han sender så det hele videre til Chenchu, som er Director for hele Department of Youth and Sports. Han skal godkende det, sende det tilbage til Karma, som giver det til Rinchen, som giver det til os... Sikke et system! Og det giver lidt sig selv, at hvis en af de givne personer, laver noget andet, så forsinkes processen yderligere. Set fra et dansk perspektiv virker det noget omstændigt, at alting skal godkendes af øverste instans, men i Bhutan er bureaukratiet meget mere betydningsfuldt end i Danmark, og den bhutanesiske kultur er meget sådan, at alting skal gøres perfekt helt fra start. For at sikre, at alting bliver gjort perfekt, er man altså nødt til at have alting godkendt i øverste instans. Vi prøver at vænne os til det anderledes system, og forsøger at arbejde på andre ting, imens vi venter på at få godkendelserne igennem.

Choki holder styr på alle papirene

En anden af ugens udfordringer har været at få samling på tropperne i vores egen lille firemandsgruppe. Der har været forskellige ærinder i byen, bl.a. skulle Tenzin og Choki have lavet sig en bankkonto hver, så de kan få udbetalt penge i forbindelse med projektet. Altså favre nye verden! Tænk sig at være 25 år og aldrig have haft et visakort, fordi man aldrig har haft en bankkonto! Jeg får lige flashback til dengang jeg fik min sparepingvin i banken, da jeg var ikke ret gammel og oprettede min første bankkonto. I Bhutan er det slet ikke så vigtigt at have en bankkonto. Der er ikke rigtig nogen offentlige instanser, som skal have kendskab til ens konto for at man kan få udbetalt forskellige ydelser som SU, arbejdsløshedspenge, børnepenge osv. fra staten, for den slags eksisterer slet ikke her. Her tager familien i meget højere grad sig af hinanden, hvis der er nogen der ikke kan klare sig selv. Det er jo i bund og grund også et rigtig smukt princip.

Det med at hjælpe hinanden er også noget Tenzin går meget op i. Han har altid travlt med at hjælpe venner og familie med alle mulige ting. Det betyder, at han af og til er noget fraværende på kontoret, og det er svært at finde frem til en løsning på det, for det er jo også utrolig vigtigt, at han hjælper sine venner og sin familie, omend det er lidt svært at planlægge efter i sit arbejde. Kulturerne mødes, og forhåbentligt kommer vi frem til et passende kompromis ganske snart :-)

Igen i denne uge har vi mødt den bhutanesiske gæstfrihed. Vi talte i frokostpausen torsdag med en gut fra Communication and Media Section. Vi har aldrig helt fået fat i hans titel, for han er meget uformel, omend vi fornemmer, at hans stilling er rimelig højt rangerende. Hans afdeling har lavet en dokumentarfilm om en rover adventure camp, der var i Bhutan i sommerferien, hvor en del danske spejdere deltog (vi har fået lovning på en kopi af filmen :-) ). Fluks blev vi inviteret hjem til middag og filmaften. Og hvilken en aften vi fik os! Hans ven fra BBS (Bhutan Broadcasting Service) kom også forbi, og så blev vi vist alle mulige film omhandlende forskellige bhutanesiske emner lige fra kongebryllup til nationalsporten, bueskydning og selvfølgelig også dokumentaren om spejderlejren i sommer. Han lavede formidabel mad til os og Nikolaj fik smagt på noget lokal øl og noget meget stærk æblelikør af en slags. Vi diskuterede mange emner med de to herrer og fik en bedre forståelse af flere ting. Blandt andet var det interessant at høre om udviklingen i Bhutan, som jo går forrygende stærkt for tiden. Det er meget vigtigt for bhutaneserne at fastholde deres traditioner, hvilket giver en hvis skepsis overfor udefrakommende instanser, som forsøger at lave ændringer i landet. Det var rigtig spændende at få vendt sine vestlige øjne lidt om, og se anderledes på tingene. Og det understreger virkelig, hvor vigtigt det er at tilpasse de ting, vi laver til bhutanesiske omstændigheder, og ikke bare forsøge at implementere "spejder som i Danmark", for det er jo så godt...

Choki tygger sig igennem en hel del piratos :-)

I dag mødte vi en ny udfordring. Pludselig forsvandt strømmen i hele bygningen, og internettet med. Alle vores fælles arbejdsdokumenter hos google blev derfor utilgængelige, og computerne løb tør for strøm en efter en. Kontoret hos BSA blev lidt efter lidt tømt for folk, når de ikke længere kunne komme videre med deres arbejde uden strøm til computere og telefoner. Det er egentlig utroligt, hvor afhængig man er af elektricitet når det kommer til stykket. Heldigvis kom strømmen tilbage sidst på eftermiddagen, men desværre forblev internettet ude af drift og vi måtte afslutte og sende en del rapporter på mail her til aften efter vi kom hjem fra byen.

I mellemtiden fik vi endelig fat i nogle cykler. Vi lejede dem af en gut som kender en der er onkel til en CS spejder i Tenzins trop (ja, det lyder ret langt ude, men som tidligere nævnt, er folket i Bhutan som én stor familie, der hjælper hinanden). Det er rigtig fedt endelig at kunne komme lidt hurtigere rundt end på gåben og ikke altid at skulle tage en taxa. Afstandene i Thimphu er virkelig ikke ret store, så en cykel er ret ideel. Vi skal bare lige vænne os til at cykle i venstre side, huske hvor vejene er ensrettede og hvor trapper gør det umuligt at passere med en cykel. Og så går der nok lige et par dage inden vi suser op ad bjerget til vores lejlighed i samme hastighed som derhjemme.

Det er så her, vi skal hen i morgen, wauw!

Nu godnat fra Bhutan, i morgen venter nye eventyr i bjergene med tur til Taktsang (Tiger's Nest), Bhutans mest berømte tempel.

Planlægningen i fuld gang og sne på bjergene

Bhutan er fyldt med små charmerende
unger, her har jeg lige fanget et
par eksempler.

Så er vi endelig kommet godt i gang med arbejdet på projektet, rigtig dejligt at føle at projektet rykker sig.
Lige nu er vi i gang med at planlægge en masse af de forskellige aktiviteter vi skal lave i de næste par måneder. Blandt projekterne kan nævnes uddannelse for CBS (Community Based Scouting) i projektledelse og samarbejde, skrivning af manual til CBS, planlægning af rundrejse i landet og indhold på de seminarer vi skal holde i Wangdue og Trashigang for kommende CBS-medlemmer og -ledere, forberedelse af review-meeting for alle CBS-medlemmer og -ledere i Thimphu. Så der er nok forskellig planlægning at tage fat på. Arbejdesdagen går også med at holde en del møder med de forskellige af andre ansatte på kontoret, særligt Rinchen der er ansvarlig for CBS, Pema der er en rigtig erfaren spejder og tidligere ansvarlig for CBS-udviklingen og nu står for en god del af korpsets uddannelse samt Dorji og Chhoki der er vores to ungdomsledeansvarlige i BSA.

Den anden dag hjalp vi også Pema med at udvikle aktiviteter til den forestående 2nd National Jamboree i Bhutan som løber af stablen i slutningen af december i år (vi håber meget at kunne deltage på lejren i et eller andet omfang). Lejren ligger helt imod syd i Bhutan, tæt ved grænsen til Indien, så der burde være ret sommerligt selvom det er midt om vinteren til den tid. Omkring den 9. november rejser vi afsted fra Thimphu for at begive os ud på vores lille rundtur i landet og besøge lokale spejderenheder (og starte nye). Det bliver rigtig spændende at se noget mere af dette forunderlige land og møde nogle flere spejdere, det glæder vi og meget til!

Udsigt fra vores lejlighed til nyfalden sne på bjergtoppene

Vi har i de sidste par dage, for første gang rigtig oplevet at det ikke altid er varmt og solrigt her i bjerglandet, det har det budt på skyet og koldt vejr og i går regnede det helt vildt. Men nu er solen heldigvis kommet tilbage og skinner smukt på den sne der i går faldt på de nærliggende bjerge.
I aften er vi blevet inviteret på Yak-burger hos Signe der også er med i Bhutanarbejdsgruppen og for tiden arbejder her i Thimphu for FN, det tror jeg bliver rigtig hyggeligt.
/Nikolaj

Første dag på kontoret i Bhutan Scouts Association

I morges blev vi hentet af Dorji som er tidligere ungdomsleder og nu ansvarlig for ungdomslederudvekslingen fra BSA. Vi startede med en kort rundvisning på kontorerne og blev vist hen til vores eget kontor. Det er meget lille, men det gør overhovedet ikke noget, for så er det nemmere at varme op når vinteren kommer. BSA hører til under Ministry of Education, Department of Youth and Sports. Det ligger i nogle meget fine klassiske bhutanesiske bygninger og så er adressen Harmony Youlth Village, meget hyggeligt :-)

Vi havde et møde med de fleste af de ansatte på kontoret inklusiv den øverste chef. Mødet var først en time forsinket fordi chefen pludselig skulle til et eller andet andet møde. Det er vist klassisk Bhutan, så vidt vi har forstået.

Vi var meget spændte på, hvordan mødet nu ville gå, om chefen ville synes om os og om vi ville komme til at gøre noget fuldstændig mærkeligt set i deres øjne. Men det hele gik heldigvis rigtig fint og BSA lader til at være meget glade for, at vi er her og de ser frem til at arbejde sammen med os og nyde godt af vores erfaringer med spejderarbejde fra Danmark.

Efter chefen var gået videre til næste møde havde vi en mere uformel snak med resten af medarbejderne og fandt ud af en hel del flere detaljer om, hvad de forskellige elementer i projektet mere præcist skal handle om, hvem vi skal kontakte i forhold til hvilke spørgsmål og sådan. Det var virkelig rart og de er alle sammen meget søde og interesserede.

Vi tåger stadig lidt rundt i de forskellige personer, deres stillinger og ikke mindst hierarkiet herovre, som er rimelig vigtigt at forstå, for at kunne gennemskue arbejdsgangen. Det forsimpler ikke ligefrem memoreringen af de forskellige personer, at de shuffler rundt mellem de samme ca. 10 navne, har to hver (ingen efternavne, kun fornavne) og der i øvrigt ikke er forskel på, hvad mænd og kvinder hedder. Men sådan er det, når det nu er Lamaen der navngiver de nyfødte børn og ikke forældrene der bestemmer.

Resten af ugen vil kontoret være underdrejet på grund af kongens bryllup på torsdag. De fleste medarbejdere er involverede på en eller anden måde i formelle praktiske gøremål i forbindelse med vielsen i Punakha (en anden by et stykke fra Thimphu) eller i planlægning af spejdernes dans til brylluppet. Det er meget spændende, at vi får lov at være i Bhutan midt i det royale bryllup, hele landet summer af glæde og forventninger. Og så må vi i mellemtiden prøve at forberede os så godt vi kan på at starte rigtigt op på projektet i næste uge, hvor der forhåbentligt er mere ro på og mere normale forhold.

Beskrivelse af projektet

Vores ungdomslederudvekslingsprojekt i Bhutan er en del af det større Organization Development Project, som Bhutanarbejdsgruppen under Det Danske Spejderkorps (DDS) er i gang med sammen med Bhutan Scouts Association (BSA). Vi er det tredje hold ungdomsledere, der er afsted i Bhutan fra DDS.
I ungdomslederudvekslingen deltager to danske ungdomsledere, Nikolaj og Eva og to bhutanesiske ungdomsledere, Choki og Tenzin.

Vi har først haft halvanden måned i Danmark, hvor vi har deltaget i et to ugers internationalt projektledelseskursus med Dansk Ungdoms Fællesråd. Vi har også besøgt spejdergrupper og skoler rundt omkring i Danmark, for at lave noget oplysningsarbejde omkring Bhutan og vores projekt derovre.

Selve projektet i Bhutan omhandler videreudviklingen af Community Based Scouting (CS), som er spejderarbejde udenfor skolerne. I Bhutan er spejderarbejdet en del af skolesystemet, lederne er skolelærere og man har kun mulighed for at være spejder, til man går ud af skolen. Fordi lederne er lønnede skolelærere, er der ikke samme frivillighedsprincip i spejderarbejdet, som vi kender fra Danmark.

I 2009 afholdte ledertrænere fra DDS i samarbejde med BSA det første CS seminar. I forbindelse med dette blev der oprettet fire CS klaner med frivillige ledere i hovedstaden Thimphu.

Vores projekt har flere delelementer, som alle skal hjælpe BSA med videreudvikling af CS arbejdet.

• Udarbejdelse af arbejdsstof til CS, et udkast til en manual om CS.
• Oprettelse af nye CS klaner i to andre distrikter end Thimphu, hvilket indbefatter tre ugers rundrejse i Bhutan. Vi skal her lave seminarer om CS.
• Hjælpe med at udvikle træningskurser i CS, som skal udføres løbende
• Afholde evalueringsmøder og assistere de allerede eksisterende CS klaner

Projektet i Bhutan kommer til at løbe over næsten tre måneder. Vi forlod Danmark d. 8. oktober og slutter i Bhutan d. 26. december.

Vi glæder os rigtig meget til at udvikle spejderarbejdet i BSA, til de udfordringer der kommer når man arbejder med mennesker fra andre kulturer og selvfølgelig til at dele vores oplevelser og erfaringer med DDS.

Arrangementer for seniorer, minispejdere og skoleelever

Hej Blog
Vi har haft et par lidt heftige dage mht. projektprogram denne uge. I denne uge har vi afholdt ikke mindre en tre forskellige arrangementer om Bhutan og vores spejderprojekt i landet.
Det har været tre arrangementer for ret forskellige målgrupper. Det første arrangement i denne uge var for alle interesserede seniorspejdere i Århus, hvor alle spejdere over 15 år kunne deltage i en aften fuld af eksotiske kulturelle indtryk i universitetsparken i Århus.
Ugens andet besøg var hos minispejderne (6-9 år) i Valhalla gruppe i Brabrand, som fik chancen for at prøve nogle forskellige spil fra Bhutan og høre om det lille spændende land midt i Himalayabjergene.
Tredie og sidste arrangement i Danmark i denne omgang var i dag på Voerladegård skole, en lille landsbyskole udenfor Skanderborg. Her havde vi fået lov at lave program hele formiddagen for 3., 4. og 6. klasse (omkring 50 unger). Eleverne var enormt interesserede og var meget opslugte af vores forskellige lege og aktiviteter. Rigtig mange af eleverne var så optagede af at snakke med os fire ungdomsledere og høre om Bhutan at de frivilligt brugte næsten hele deres spisefrikvarter på at stille spørgsmål og se billeder fra Bhutan. I skolegården var der også livligt gang i de nye bhutanesiske spil de havde lært, så i hvert et hjørne blev der spillet "5 stone game" og "Ring game". Tenzin fik også lige tid til at tage et spil fodbold med de glade unger.

Efter besøget på Voreladegård skole tog vi på lidt sightseeing i den midtjyske natur i fantastisk solskindsvejr, det blev bl.a. både til en bestigning af "The Sky Mountain" og Tenzin og Chokis første tur i en kano - vist en stor oplevelse begge dele, selvom der ikke var så meget bjerg over Himmelbjerget sammenlignet med nogle af verdens højeste bjerge hjemme i Himalaya.

Det har været rigtig fedt at være rundt og laver arrangementer for danske skoler og spejdere og alle steder har vi fået rigtig god feedback og folk her været rigtig interesseret i og høre hvad vi havde at sige og deltage i vores aktiviteter. Vi vil gerne sige rigtig mange tak til alle dem der har givet os lov til at komme på besøg og fortælle om vores (synes vi selv) rigtig spændende projekt og rejse!

Nu er jeg lidt træt efter en lang dag (vi var oppe før klokken seks i morges, for at køre til Voerladegård) men det har været en RIGTIG god dag.
/Nikolaj

Besøg på Brejning Efterskole

En del af vores projekt omhandler oplysningsarbejde omkring Bhutan til danske spejdere og andre børn og unge.

Vores første besøg gik til Brejning Efterskole, hvor vi spenderede en eftermiddag med lege fra Bhutan og et lille løb med forskellige poster, hvor eleverne prøvede kræfter med bhutanesisk sang og dans, fik indsigt i konceptet Bruttonational Lykke, lærte at sige nogle ord på dzongkha (sproget, de taler i Bhutan), forsøgte sig med pilekast, fremstilling af bhutanesisk kunst og fik skabt god karma ved at hænge bedeflag op. Vi sluttede aftenen af med et klassisk lejrbål med bhutanesisk sang og en quiz med spørgsmål til den nye viden.

Efter lejrbålet overnattede vi alle fire ungdomsledere i shelteren på Brejnings mark med en dejlig oplevelse af at dele passionen for friluftsliv med spejdere på tværs af kulturer.
Det var spændende at vise bhutaneserne, hvordan spejder kan være en del af skolegangen på en helt anden måde, end det er tilfældet i Bhutan, hvor det primære spejderarbejde foregår i skolen og med skolelærere som ledere.

Vi havde en rigtig god oplevelse på Brejning med glade og engagerede elever, og mon ikke vi har fået vakt en lille drøm eller to om internationale spejderoplevelser blandt eleverne...

Tenzin instruerer i klassisk bhutanesisk tegning af lotusblomster

Lejrbål med sang og quiz om Bhutan

Introduktion ved Choki og Eva med det bhutanesiske flag

Seven stone game

Vi nyder udsigten over Vejle Fjord efter en nat i shelteren